Mange ledere oplever, at de unge medarbejdere kræver konstant bekræftelse. Men i stedet for at ryste på hovedet ad Generation Z, skal vi måske kigge indad. Får de den rigtige form for anerkendelse, eller spiser vi dem af med overfladisk ros?
“Godt stykke arbejde!” eller “Fedt, at du nåede deadline.”
Det er nemt at give et hurtigt klap på skulderen, når en medarbejder leverer det forventede. Men har du tænkt over forskellen på ros og anerkendelse? Selvom vi ofte bruger ordene i flæng, er der en verden til forskel på, hvordan de to ting påvirker dit team og den psykologiske tryghed.
Simplificeret kan man sige, at ros er betinget. Som leder roser du typisk en medarbejder for at udføre en opgave præcis, som du forventede. Det er en hurtig bedømmelse, hvor du klapper på skulderen, konstaterer succesen og haster videre til næste punkt på dagsordenen.
Anerkendelse er derimod langt mere ubetinget. Her lægger du den hurtige dom væk og bliver i stedet nysgerrig. Du spørger ind til processen: “Jeg lagde mærke til, at du nåede din deadline. Vil du ikke fortælle mig, hvad du gjorde for at komme i mål med de ting?” Når du anerkender, tager du dig tid til at lytte og forstå. Det kræver mere af dig, men det skaber til gengæld medarbejdere, der føler sig dybt værdsatte for hvem de er, og ikke kun for hvad de producerer.
Vi hører det igen og igen fra ledere på tværs af brancher: De unge mennesker vil have så meget anerkendelse. Men hvis vi stopper op et øjeblik – hvorfor er det egentlig et problem, at vi bliver bedt om at anerkende hinanden?
Ja, det kræver tid. Det kræver, at vi går fra den overfladiske ros og et hurtigt “klap-klap”, til at gå et spadestik dybere. Men magien opstår, når vi investerer den tid. Hvis vi som ledere går forrest og oprigtigt anerkender vores medarbejdere, vil de over tid begynde at anerkende hinanden. På den måde skaber du en selvkørende, styrkebaseret kultur, hvor du ikke længere skal bære hele ansvaret for trivslen alene.
Når vi taler om generationsledelse, handler det i høj grad om at bygge bro over den kløft, der kan opstå mellem den erfarne leder og den nyansatte fra Gen Z. Her har I brug for et fælles sprog, der ikke handler om anciennitet, men om menneskeligt potentiale.
Det er her, de 24 styrker kommer ind i billedet.
Karakterstyrkerne er universelle. De går på tværs af alder, verdensdele og overbevisninger. Uanset om du bringer Tapperhed, Nysgerrighed, Lederskab eller Social Intelligens i spil, skaber du et rum, hvor I kan tale sammen om det, der driver jer, frem for kun at tale om driften. Det er et utroligt stærkt værktøj til at nedbryde barrierer og skabe gensidig forståelse på tværs af generationer.
Er du klar til at lægge de stive ledelsesmanualer væk og i stedet bruge dit og teamets autentiske potentiale som jeres stærkeste løftestang?
På Styrkelederuddannelsen får du en konkret, praksisnær værktøjskasse til at implementere en styrkebaseret kultur i din organisation. Allerede på modul 1 lærer du de 24 styrker at kende og bliver skarp til at spotte dem hos dit team. Længere fremme i forløbet bliver du trænet i coachende samtaler og i at facilitere styrkebaseret teamudvikling.
Lederne bliver certificerede til at skabe mærkbare resultater gennem tillid, psykologisk tryghed og ægte anerkendelse.