Beskrivelse af styrken:
Styrken beskrives som at acceptere andres ufuldkommenhed, ikke bære nag eller søge hævn og kunne se igennem fingre med fejl. Hvis du har styrken Tilgivelse som topstyrke, så vil du naturligt kunne tilgive, når andre har gjort dig uret og give folk en chance til. Du vil overveje at give folk flere chancer og være barmhjertig, hvilket indbefatter at give slip på sårede følelser og være fordomsfri trods modvilje
Overbrug:
Når styrken Tilgivelse overbruges, så kan andre opleve at du er for eftergivende, hvis du gang på gang tillader andre at begå fejl uden at lære af dem. Hvis dét du ser igennem fingre med, har negativ effekt på andre omkring dig, så kan de tænke, at du er for tilladende. Det kan påvirke vores dømmekraft, hvis du accepterer for meget og ikke får sat grænser, for at tilgive er ikke det samme som at glemme, og derfor er det vigtigt at du husker dig selv og at din barmhjertighed ikke bliver misbrugt.
Underbrug:
Når styrken Tilgivelse underbruges, så kan andre opleve, at du ikke kan give slip på fortiden og at du burde tilgive og komme videre. Det kan i værste tilfælde betyde, at du bliver hævngerrig og gør noget, der af andre kan opleves som værre end det, som du selv blev udsat for. Hvis du i sådanne tilfælde bliver nådesløs, så kan det være et forsøg på at beskytte dig selv eller andre, men det kan udefra set betragtes som ubarmhjertigt.
Optimalt brug:
Når styrken Tilgivelse bruges optimalt, så er det mere en psykologisk respons end en handling, hvilket i en svær situation betyder, at du hæver dig op over din egen sårethed og ser andres egentlige følelser.
Når du er i balance og styrken dermed også bruges afbalanceret, har det en helende effekt, og ikke kun for den du tilgiver, men også for dig selv og modvirker i sidste ende, at vi bærer nag eller udvikler had.Det er ikke det samme, som at undertrykke din egen smerte, men at forstå og give slip, hvilket er lettere i nære, givende og forpligtende relationer.