Beskrivelse af styrken:
Styrken er synonym med at være velovervejet og at tænke før man handler. Hvis du har Forsigtighed som én af dine topstyrker, så vil du nok opleve at det er vigtigt for dig at undgå unødige risici, hvilket betyder at du oftest venter med at handle, før alle forhold er nøje overvejet. Du er dog ikke forsigtig for forsigtighedens skyld, men på et fornuftsmæssigt grundlag, så du sikrer, at du ikke gør noget, der senere kan fortrydes.
Overbrug:
Når styrken Forsigtighed overbruges, så kan andre opfatte din adfærd som værende overforsigtig og i nogle tilfælde tøvende. Det kan betyde, at du bliver lidt for længe i overvejelsesfasen og ikke får handlet, når folk omkring dig har brug for et svar. Ved et sådant overbrug risikerer du også at du ikke får den indflydelse, som de der tager hurtigere beslutninger givetvis gør og at du i værste tilfælde bliver opfattet passiv.
Underbrug:
Når styrken Forsigtighed underbruges, så kan du af andre mennesker opfattes som hensynsløs, fordi du ikke overvejer konsekvensen af din beslutning eller dine handlinger. Det kan handle om, at du ønsker at der skal handles, men fordi du ikke altid formår at vente og give det tid, så kan andre opleve det uansvarligt. Det kan desuden resultere i, at du ikke får taget beslutningerne ud fra et grundlag, som andre er trygge ved.
Optimalt brug:
Når styrken Forsigtighed bruges optimalt, så er du tilpas omhyggelig i dine valg og får kommunikeret, hvorfor du ønsker at tænke tingene igennem, oftest fordi du overvejer handlinger objektivt, uden at lade dig påvirke af dine følelser.
Når du er i balance, så vil du overveje forskellige muligheder og indtænke tidligere erfaringer samt fremtidige muligheder, inden du reagerer.