Beskrivelse af styrken:
Styrken beskrives som motivation til at lære og tilegne sig ny viden, der bygger videre på dét, der allerede vides og med et ønske om at komme i dybden. Hvis du har styrken Videbegær som topstyrke, så vil du blive stimuleret af at lære nyt, for dermed at skabe nye muligheder. For dig vil det handle om livslang læring, og du kan ligefrem mærke en trang til at lære nyt, der bedst kan beskrives som kærlighed til læring.
Overbrug:
Når styrken Videbegær overbruges, så kan andre opleve, at du får så dybdegående viden, at det bliver overvældende, når du videreformidler det. Din begejstring for at tilegne dig ny viden kan overskygge andre i dit selskab, der kan opleve dig enten elitær eller akademisk, når du deler din viden. Du kan også komme til at isolere dig i dit forsøg på at fordybe dig i den viden, som du til sidst ikke kan give slip på eller vil vide mere om.
Underbrug:
Når styrken Videbegær underbruges, så kan andre opleve, at du ikke har den nødvendige viden, som skal til for at enten gøre dem trygge i samarbejde med dig eller blive overtalt til at tro på det, som du præsenterer dem. Hvis dit teoretiske fundament ikke virker stærkt nok, så kan du forekomme utroværdig. Det kan være et udtryk for manglende interesse, hvis du ikke får lyst til at lære noget om et specifikt emne.
Optimalt brug:
Når styrken Videbegær anvendes optimalt, så vil andre opleve dig som en, der ved virkelig meget om særligt udvalgte ting eller som altid undersøger og vender tilbage, når du er dykket ned i et spændende emne.
Når du er i balance får du dermed energi af at fastholde et dybt vidensniveau, der ofte bliver en passion for dig. Det leder dig til uddannelser og kurser, at læse eller lytte til bøger og podcast, men også i form af et brændende ønske om at være i dialog med andre om livets skole i samtaler eller nørde fagfaglige og håndværksmæssige kundskaber.