Fairness

Styrke_18_fairness

Beskrivelse af styrken:

Styrken beskrives som evnen til at behandle alle ens, retfærdigt og rimeligt. Hvis du har Fairness som én af dine topstyrker, så vil du opleve, at det er vigtigt for dig at behandle alle lige, uden at favorisere. Det er ligeledes vigtigt for dig, at give alle en chance og du kæmper for lige muligheder for alle. Du søger derfor at høre alles mening og lytter gerne til deres perspektiver, selvom du givetvis mener noget andet – hvilket gør at andre hurtigt får tillid til dig.

 

Overbrug:

Når styrken Fairness overbruges, så kan andre opleve, at du overgør mærkesager, som der måske ikke er andre end dig, der synes er vigtige. For at undgå millimeterdemokrati, så skal du vælge dine kampe med omhu. For hvis du bruger din retfærdighedssans på ting, som andre tænker er ligegyldige, eller hvis du forsøger at rette op på alle tænkelige uretfærdigheder, kan det resultere i skuffelse for både dig selv og andre. 

 

Underbrug:

Når styrken Fairness underbruges, så kan andre opleve, at du ikke involverer dig i emner, som de synes er betydningsfulde. Ved ikke at forholde dig til en given sag, kan du dermed komme til at fremstå lidt for ligeglad, og andre kan betragte dig som uretfærdig.

 

Optimalt brug: 

Når styrken Fairness bruges optimalt, så vil du kunne være principfast uden at lade en given partiskhed overskygge dine beslutninger. Det gør at du både fremstår moralsk velovervejet og samtidig er klar til at give alle folk en chance til. 

Når du er i balance og styrken dermed også bruges afbalanceret, bliver det naturligt at forsvare dem, der behandles dårligt og jo mere du øver dig i det, jo mere retfærdig og tolerant bliver du. Det betyder ikke, at du behandler alle fuldstændig ens, da du er opmærksom på, at du er nødt til at behandle folk forskelligt, for at behandle dem ens.

Læs videre om andre styrker